10.9.13

KERNE PANERING...



Jeg har forsøgt mig med knuste flæskesvær på kylling. Det var godt. Måske. 
Sprødt og salt og særligt. 
Jeg kunne godt li' det og så alligevel?!
Måske for særligt.

I alle tilfælde har jeg behov for et alternativ til panering. Og i går blev en stak store gode svinekoteletter udsat for paneringseksperiment. 
Og faktisk vil jeg tillade mig at sige, at det sad lige i skabet i første forsøg. 

Sprødt, fine smagsnuancer og let at arbejde med.
Bum...


Til 6 store koteletter brugte jeg

1 DL SESAMFRØ
1 DL SOLSIKKEKERNER 
1/2 DL GRÆSKARKERNER
1/2 BUNDT FRISK TIMIAN

Kom alle 4 ingredienser op i foodprocessoren og drøn det igennem til at er mixet og godt hakket. Ikke helt pulveriseret som fint rasp, bare som størrelsen af sesamfrøene.

Vend først koteletterne eller det kød, som du har valgt at bruge, i sammenpisket æg. Fortynd gerne med en anelse vand.

Tryk derefter kødet godt ned i kerneblandigen. Sørg for at trykke godt til, det hjælper kernerne med at hæfte, både på selve kødet men også på de andre kernestykker. 

Brun kødet af i dit foretrukne fedtstof, jeg brugte kokosolie. 
Brun kødet godt på begge sider, krydr med salt og peber og steg så færdigt i ovnen. 
Det er nemmere at styre paneringen på den måde, det brænder let, hvis hele stegningen foregår på panden...


På en anden pande tilberedte jeg en spandfuld grønt med fløde og creme fraiche. 

Snittet rødløg, peberfrugt, squash og grønne bønner blev sauteret i olivenolie. Så masser af revet hvidløg på og fløde og creme fraiche 38%. 
Jeg hældte fløde/creme f på, så det stod halvt op på grøntsagerne. 

Koge koge koge i et par minutter og smag så til med salt, peber og en smule gastrik. 
Drys med frisk timian. 

Gastrik er en nedkogt vineddike/sukker blanding. Jeg laver min på balsamico og rørsukker. Vil ikke kaste mig ud i en udgave på sukkererstatning, for det er så uendeligt lidt man skal bruge i f.eks. en ret som her. Jeg brugte måske 3/4 spsk. 

Gastrik er en fantastisk smagsgiver, der giver dybde og klasse til saucer, dressinger, sammenkogte retter og stegte grøntsager. 
Prøv det. Måske en hjemmekogt en ad slagsen på Stevia eller Sukrin, hvis det er meget meget vigtigt for dig fuldstændigt at undgå sukker. 

Anret gerne på tallerken. 

Skær koteletten i 2-3 stk, læg kniven skråt for at gi en større skæreflade. 
Læg en passende bunke af grøntsagerne på tallerkenen, fordel lidt ekstra væde rundt om og placer kødet på toppen. 

Enjoy...





2 comments:

  1. Uhm... tror dette må finde vej på middagsbordet indenfor en meget overskuelig fremtid! Lækkert ser det i hvert fald ud :-)

    ReplyDelete
  2. hej søde anne. er alt OK? du er savnet!

    ReplyDelete