18.8.13

SENSOMMER-OMELET...





Jeg er stået op til en grå og råkold søndag. 
Måske det snart er slut med alle de åbne vinduer i lejligheden, måske er vi ved at være der, hvor det bare er døren til verandaen, der skal være åben om natten? 

Denne morgen kaldte i alle tilfælde på lukkede vinduer i stuerne, fut i en flok stearinlys og uld på fødderne. 
Og så en varm og sprød omelet med en smag af sensommer...

Jeg har spist chiagrød med forskelligt fyld og topping hele ugen og trængte til noget andet i dag. Tænkte første osteomelet men et blødt æble i frugtkassen fik mig på andre tanker. 
Tanker om kokos, nødder, æble og blåbær. 
Og sådan blev det. 

Til 1 omelet 

1/4 æble i tern sauteres i hed kokosolie.
Når ternene er møre hældes æggemassen af 2 æg, 2 spsk fløde og et lille nip salt på. 
Salt i en sød omelet, tænker du måske?! Og ja, salt i en sød omelet, bare et lille nip, evt en salt med blød smag som Himalaya, omelet uden smager for kønsløst. 

Inden omeletten foldes og steges færdig lægges der rå blåbær eller som hos mig i dag nogle blendede blåbær og lidt kokos i midten af omeletten. 

Omeletten steges sprød og fast over middelvarme. 
Jeg anrettede med lidt ekstra blåbærpure og et par spsk kanelkrydret nødde-og-frø-drys. 

Det smagte herligt og jeg smilede både til omelet og mit bedste loppefund længe, en vintage Kähler tallerken, der vil gøre sig godt til alle måltider...

3 comments:

  1. Som den Kähler tallerken dog er smuk! Kan man få for meget Kähler keramik? Jeg tror det næppe!

    ReplyDelete
  2. Uhm hvor lækkert den kombination skal bestemt prøves!

    ReplyDelete