8.7.13

KYLLINGEDELLER...







Generelt har jeg det lidt stramt med hakket kyllingekød, det kan være så kønsløst at sætte tænderne i, at jeg nærmest opgiver på forhånd. 

Men med lidt smag inden i og en "frakke"
af sprødstegt salt skinke, så endte dagens deller faktisk mere end hæderlige. 

Der er masser af mulighed for at eksperimentere med forskellige smagsretninger i krydderierne, men i dag fik de et lille italiensk twist...


400 g hakket kyllingekød
1 stort æg
1 spsk husk
2 tsk pesto
Revet skal af 1/2 øko citron
3 knuste fed hvidløg
1 revet rødløg
Salt og peber

1 pakke lufttørret skinke. Vær opmærksom på, at de kan variere i saltningen. 

Rør farsen som en almindelig frikadelle-fars og lad den så hvile 10 min på køkkenbordet, mens den sætter sig. 

Læg derefter en stort spsk fars på enden af en skive skinke og rul farsen ind i skinken. Ikke for stramt men alligevel fast. 
Der var 6 skiver skinke i den pakke, som jeg havde, og der blev 2 kæmpe frikadeller ud over det. 

Steg kyllingefrikadellerne i smør ved middel varme i ca 10 min og skrue derefter ned til lav varme og lad dem stege færdige her. 

I dag fik vi en sprød salat og ristede kantareller til. Man kunne også vælge friske dampede grøntsager og en kold urtedressing af fed creme fraiche. Eller squash pasta og en krydret tomatsauce. 

Og så glæder jeg mig faktisk allerede en smule til at spise en kold delle på et stykke kernebrød i morgen. Med smør under dellen og en drivhus tomat på toppen...


No comments:

Post a Comment