24.7.13

TIL BÅDE PYNT OG SMAG...







Vi har fået stegt flæsk i dag. 
Lavet på grill. Det smager SÅ godt og så slipper man også for den lede os inden for. 

Der var nye kartofler til og et stort fad med en sommersalat. 
For man kan vel godt kalde en salat med blomster og bær for sommer...

Jeg brugte det sidste af spidskålet fra forleden, snittede det fint og blandede med en pose soyabønner, et par forårsløg, lidt æble, blåbær, en håndfuld små blade fra tallerkensmækkere og så kronbladene fra nogle morgenfruer. 
Dressing af hyldeblomsteddike og rapsolie. 

Salaten var til den syrlige side og det passede rigtigt godt til de kraftigtsmagende stykker flæsk...

Både morgenfruer og tallerkensmækkere er skønne at bruge i køkkenet og meget meget nemme at ha' i blomsterbedene eller imellem rækkerne i køkkenhaven.

Morgenfruer selvsår sig villigt og klarer sig uden alt for meget omsorg, så de er ret nemme at ha'.
De er søde i havebuketter, er smukke og anvendelige i både det salte og det søde køkken og så kan man også overhælde en håndfuld kronblade med sprit og bruge det til at rense småsår eller duppe på uren hud. 
I år har jeg sået ferskenfarvede morgenfruer sammen med de klassike gule og orange og de første er sprunget ud i denne uge.

Tallerkensmækkerne er velvillige supervoksere, de vælter frem og bliver ved og ved med at blomstre langt ind i eftersommeren. Både blade og blomster er spiselige og de store runde frø, som kommer, når blomsten er færdig, kan syltes og bruges som kapers. Frøene kan selvfølgelig også gemmes og kommes i jorden foråret efter. 

Fra jord til bord. 
Både i vase og på tallerken... 

1 comment:

  1. Lækkert - jeg har slikket lidt på skærmen - den tog ikke skade måske har jeg 😉
    Smukke tallerkensmækkere du har , de farver har jeg ikke set før og ligeledes med morgenfruerne - skønne!
    Må vist på indkøb så jeg er klar til næste år.

    ReplyDelete