1.8.13

HOTDOG DE LUXE...






Tidligere på sommeren så jeg mange mad-billeder fra North Side festival på Instagram. 
Mange lækre billeder. 

Og specielt ét billede er blevet ved med at køre forbi på den indre mad-biograf. 
En gourmet hotdog med fennikel remoulade og flere slags sylterier på toppen. 

Pølse, brød og garniture. 
Klassisk med et twist. 

Og i dag blev dagen, hvor den bare måtte serveres herhjemme...


Pølsen leverede slagteren, fuld af smag og kød, den blev stegt på panden i smør, ingen særlige tiltag, bare smør og middel varme indtil den var sprød og brun. 

Brødet blev det sædvanlige grøntsagsbrød, i dag af hvidkål, spidskål, solsikkekerner og persille. Jeg blendede det i foodprocessoren og rørte det med æg, hytteost, revet ost og blå birkes . 
Og salt og peber selvfølgelig. 
Jeg lavede massen ret fast og trykkede den ud mellem 2 stykker bagepapir i hele pladens størrelse. 

Jeg vejede ikke af efterhånden men brugte ca
1/2 blomkål
1/4 spidskål
1 bundt persille
1 håndfuld solsikkekerner
3 små æg
1 lille bæger hytteost
1 håndfuld revet ost
3 spsk blå birkes
Salt og peber 

210 grader i ca 20 min...


Garniturerne var:
Ketchup
Sennep
Fennikel remoulade
Syltede agurker
Syltede rødløg
Fritterede løg

Jeg snød med sennep og ketchup og brugte det, som stod i køleskabet. 

Fennikelremouladen rørte jeg af:
2 spsk remoulade fra Urtekram
2 spsk mayo
2 spsk finthakket fennikel. Meget finthakket. 
Lidt salt og friskkværnet peber. 

Agurker og rødløg blev syltet i samme lage.
Dog med den forskel at jeg overhældte løgene med kogende lage og agurkerne med afkølet lage. 

Hvis du søger på "Syltede rødløg" på min anden blog vil du kunne finde opskriften på lagen. Jeg erstattede bare rørsukkeret med flydende sødemiddel, dryppede lidt i af gangen og smagte til undervejs. Der skal sødes lige nøjagtigt nok til, at eddiken ikke river alt for meget, men lagen skal stadig være skarp...


Prikken over i'et blev de fritterede løg. 
Tynde løgringe stegt i hed olie i en lille gryde, indtil de var helt sprøde og brune. 

Jeg skar brødet ud i passende firkanter og byggede så ellers lige præcis den hotdog, som jeg havde drømt om de sidste mange uger. 

Den der friske knasende remoulade og de to skarpe sylterier og de lidt sødlige løg på toppen gav sammen med grøntsagsbrødet og den gode smag af kød den helt perfekte mundfuld. 

Med kniv og gaffel altså for denne her herre-hotter er ikke til håndholdt fortæring...

6 comments:

  1. Nøj, - så løber mundvandet her lidt i 6 om morgenen.....

    ReplyDelete
    Replies
    1. Hotdog havde ikke været godt for maven kl 6, Eva ;-)

      Delete
  2. Tror næsten jeg kunne "slå ihjel" for at smagen den lækre hotter... føj hvor ser den ualmindelig lækker ud :-)

    ReplyDelete
    Replies
    1. Så må du i gang, Charlotte, for det er faktisk ret hurtigt lavet og smager af så meget mere end indsatsen kunne indikere :-)

      Delete
  3. This comment has been removed by the author.

    ReplyDelete
  4. Sikke dog en fantastisk hotter (-:

    ReplyDelete